43
falden fra Skyerne, men at søge og finde sin Begrundelse i et foregaaende Culturstandpunkt. Der gives saaledes heller ikke noget grundigt, i humanistisk Retning tilfredsstillende Studium af moderne Sprog eller Literaturer, uden det kan gaae tilbage til de gamle Kilder. Hvad nu for Exempel Sprogene angaaer, saa ere som bekjendt alle moderne europæiske Sprog afledede, secundære Sprog; de staae alle paa et Standpunkt i den almindelige Sprogudvikling, som savner Oprindelighedens Præg; og et Studium, som har et andet Øiemed end blot den praktiske Brug deraf, et Studium, der tilsigter en dybere Indsigt i deres organiske Love, kan ingenlunde undvære det tilbagegaaende Blik og Kjendskab til Modersprogene, hvori saamange ellers uforklarlige Phænomener have sin Forklaring. Dette turde nu ogsaa være temmelig almindelig erkjendt. Et udelukkende Kjendskab til moderne Sprog kan derfor nok have sit Værd i praktisk, utilistisk Retning — og veed i Almindelighed nok at gjøre sig gjældende —; men fra Videnskabens og den humanistiske Dannelses Standpunkt betragtet, befindes det svævende i Luften. Vi vide meget godt, at der nu ogsaa gives en moderne Philologie, der har fuld videnskabelig Berettigelse; men hvad vi benegte, er at denne — efter sin Natur — kan isolere sig, eller at den kan have nogen Grundighed, naar den ikke veed at tage Fodfæste i den antike. Men hvad der saaledes gjælder om de moderne Sprog, dette umiddelbare Udtryk af Tidens Culturforraad, gjælder ogsaa om Tidens hele Cultur selv og især dennes afsluttende Selvafspeiling i dens Literatur. De moderne Literaturer savne alle den umiddelbare Oprindeligheds Præg; deres Genesis er ikke for-
