Hopp til innhold

Side:Monrad - Om de classiske Studiers Betydning (1891).djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

40


Denne Forstaaen af Tiden, der altsaa forudsætter en Gaaen udover den selv, er nu i udmerket Forstand en Fordring af den nyere Tid selv. Thi denne Tid og denne Cultur er efter sit hele Anlæg og Præg en afledet; det hører ganske specielt til dens Charakter at vide sig som saadan. Alle Tidens Forholde, dens Sprog, dens Institutioner, dens Viden, dens Kunst, dens Religion, vise tilbage udover denne Tid, have mere eller mindre sin Oprindelse eller sine Forbilleder i Oldtiden. Den græske Cultur har idethele langt mere Oprindelighed, mere Originalitet. Vistnok staaer ogsaa denne i Forbindelse med Orienten, hvoraf Sporene endnu vise sig i Folkets mythiske Erindring; men disse Spor ere forholdsviis uden Betydning for Folkets vaagne, reelle Bevidsthed; den græske Cultur er ikke væsentlig er en erindrende, en tilbageskuende; for sig selv staaer den væsentlig som en ny, selvstændig Skabning, som en Pallas Athene, fuldstændig udsprungen af Zeus’s Hjerne. Netop for den græske Aand, paa der græske Standpunkt, der idethele er et umiddelbart anskuende, er det Væsentligste i dens Cultur ikke det Indhold, som den har modtaget, men den Form, den har skabt sig selv, og i hvilken det gamle overleverede Indhold forsvinder indtil Ukjendelighed — hvoraf det ogsaa lader sig forklare, at selv udmerkede Forskere i vor Tid endog benegte Grækenlands oprindelige Afhængighed af Orienten. Til denne den græske Aands væsentlige Originalitet komme vi siden tilbage; her være det nok at bemerke, at med den moderne Tid forholder det sig ganske anderledes. Netop det dybere og mere Fremskredne i vor Tids Bevidsthed gjør, at den ogsaa virkelig maa opfatte sig selv som fremskreden, altsaa klarere