40
Denne Forstaaen af Tiden, der altsaa forudsætter
en Gaaen udover den selv, er nu i udmerket Forstand
en Fordring af den nyere Tid selv. Thi denne Tid
og denne Cultur er efter sit hele Anlæg og Præg en
afledet; det hører ganske specielt til dens Charakter at
vide sig som saadan. Alle Tidens Forholde, dens
Sprog, dens Institutioner, dens Viden, dens Kunst,
dens Religion, vise tilbage udover denne Tid, have
mere eller mindre sin Oprindelse eller sine Forbilleder
i Oldtiden. Den græske Cultur har idethele langt
mere Oprindelighed, mere Originalitet. Vistnok staaer
ogsaa denne i Forbindelse med Orienten, hvoraf Sporene
endnu vise sig i Folkets mythiske Erindring; men
disse Spor ere forholdsviis uden Betydning for Folkets
vaagne, reelle Bevidsthed; den græske Cultur er ikke
væsentlig er en erindrende, en tilbageskuende; for sig
selv staaer den væsentlig som en ny, selvstændig Skabning,
som en Pallas Athene, fuldstændig udsprungen af Zeus’s
Hjerne. Netop for den græske Aand, paa der græske
Standpunkt, der idethele er et umiddelbart anskuende,
er det Væsentligste i dens Cultur ikke det Indhold,
som den har modtaget, men den Form, den har skabt
sig selv, og i hvilken det gamle overleverede Indhold
forsvinder indtil Ukjendelighed — hvoraf det ogsaa
lader sig forklare, at selv udmerkede Forskere i vor Tid
endog benegte Grækenlands oprindelige Afhængighed af
Orienten. Til denne den græske Aands væsentlige
Originalitet komme vi siden tilbage; her være det nok
at bemerke, at med den moderne Tid forholder det sig
ganske anderledes. Netop det dybere og mere Fremskredne
i vor Tids Bevidsthed gjør, at den ogsaa virkelig
maa opfatte sig selv som fremskreden, altsaa klarere
