39
kan see det fra et almindeligere Standpunkt, i Forhold til og Sammenhæng med andre Folk: ligesaalidet kan Nogen forstaae sin Tid uden i Sammenhæng med, og man kan tilføie: som et Resultat af, de forbigangne Tider. Et saadant Resultat er nu Tiden virkelig, og i desto høiere Grad, jo mere den er fremskreden. Thi det er netop en Hovedsag ved den menneskelige Cultur, at den forbinder de forskjellige Tidsaldre og gjør, at den ene Tidsalders vundne aandelige Forraad ikke gaaer spildt for de følgende. At vi nu staae paa det Standpunkt, paa hvilket vi staae, er factisk en Følge af den hele foregaaende Cultur-Udvikling; af Alt, hvad der engang har havt væsentlig Betydning for Slægtens aandelige Liv er Intet spildt, selv om det er glemt; idetmindste som skjulte Begrundelser og Forudsætninger er det endnu tilstede i Tidens praktiske Bevidsthed. Havde den gamle Verden ikke været som den var, var den nye ikke heller fremstaaet i sin nuværende Skikkelse. Den historiske Menneskeslægts Udviklingstraad er ingensteds afbrudt, om den end ikke overalt er lige fast eller lige synlig. Bruser end Middelalderens brede og oprørte Hav mellem os og den classiske Oltid, saa er der idetmindste dog paa Bunden en — submarin — Forbindelse.
At forstaae vor Tid er nu netop at see den i sin Begrundelse, det er at forfølge hiin Traad hiinsides det begrædsende Hav, det er at fremdrage for Bevidstheden hine skjulte Forudsætninger, hvorpaa Tidens Cultur hviler. Det er, ikke at tage Nutiden som skyfalden, som noget umiddelbart Givet, men netop at opfatte den som — hvad den factisk er — noget Afledet, som et hiskorisk Resultat. Man maa, med eet Ord, søge den nye Tids Rod udenfor den selv, i den gamle.
