34
Christendomskundskab er ganske uden et historisk Element,
saa bestaaer netop en høiere christelig Cultur i,
at dette — ellers abstracte — Element faaer en alsidig
Udvikling, saa at den hellige Historie ikke bliver staaende
alene — som en eenlig Billedstøtte paa et fjernt, ophøiet
Postament —, men netop, ligesom Christus selv,
stiger ned paa Jorden og sees som det forklarende
Midtpunkt i den hele menneskelige Cultur-Udvikling.
Nationalitet.
Vi skulde gaae ind paa en udførligere og tydeligere Forklaring angaaende dette saare vigtige Forhold, naar vi ikke kunde gjøre Regning paa Medhold i en temmelig udbredt Mening, der er oplyst nok til overhoved at indrømme den profane Cultur og Historie en væsentlig Plads i den høiere Almeendannelse. Dog ere ogsaa her Sneverheder og Misforstaaelser at bekjæmpe. Ligesom der ere de, der af misforstaaet religiøs Iver ville gjøre den religiøse Underviisning udelukkende, saaledes ere der ogsaa Nogle, der af en ligesaa misforstaaet Patriotisme ville isolere Fædrelandet og ialfald troe at have gjort Nok for den historisk-æsthetiske Dannelse ved at indskrænke sig til Fædrelandets Historie og Literatur. Og her, ligesom hist, ytrer sig ofte endog en Frygt for, at Beskjæftigelsen med andre Sprog og Culturforholde skal virke hinderligt og forkvaklende mod en reen naturlig, patriotisk Tænkemaade. Denne Sneverhed ytrer sig nu undertiden i Forhold til Naturen (i den Grad, at man endog f. Ex. har seet en dansk Nationalitets-Ivrer mene, at den danske Ungdom ialfald kun burde indvies i „dansk Naturvidenskab“), men især i Forhold til al fremmed Nationalitet, og da maa
