33
snevert afgrændset, dogmatisk Hjørne, ligner i det Praktiske et saadant Liv, der, den hele Uge igjennem udelukkende optaget med de profaneste Tanker og Beskjæftigelser, mener at have gjort Nok for Sjælens Frelse, naar det spenderer en Time om Søndagen til at synge og bede; medens det dog er i et gjennem hele Ugen fortsat isandhed humant Forhold til Mennesker at den sande Religiøsitet skal virkeliggjøres. Sagen er — theoretisk og praktisk — at det er paa det egentlig menneskelige, om man vil historiske Feldt, at det Naturlige, Undermenneskelige, og det Guddommelige, Overmenneskelige, mødes, at det som vi nylig udtrykte os, først er gjennem Menneskeaanden at ogsaa Naturen vinder sin Forklarelse. Naturbegrebet og det overnaturlige Gudsbegreb staae stive, ugjennemtrængelige ligeoverfor hinanden, naar de ikke i den historiske Culturudvikling blive flydende for hinanden. Nu kan man vel sige, der er Intet iveien for at Naturstudiet drives med et religiøst Hensyn, saa at Tanken om Gud stedse skinner igjennem hans Gjerninger. Meget vel! Derfor er ogsaa Naturstudiet meget fortræffeligt, vel at merke, som Led af en alsidigere Dannelse. Men isoleret, er Naturens Gud dog væsentlig den pantheistiske, og det hjælper da kun lidet, om der i en udvortes tilhængt Religions-Underviisning tilføies den dogmatiske Forsikring, at Gud er den personlige, historiske. Det er igrunden kun en Smule jødisk Tilsætning til Hedenskabet, men ingen sand, gjennemtrængende Christendom. Christendommen peger nu ganske fortrinligviis paa Guddommens historiske Aabenbarelse, og den har derfor selv først sin sande Betydning i den hele historiske Sammenhæng. Ligesom vistnok ingen
