32
Hedenskabet endnu var en levende Magt. Allerede Origenes[1] tager de classiske Studier fra denne Side i Forsvar, idet han aandrigt bemerker, at den Christne skulde gjøre med den hedenske Cultur ligesom fordum de fra Ægypten flygtende Jøder med de fra Hedningerne røvede Offerkar, idet de nemlig omstøbte dem til Kar og Smykker at anvendes i den sande Guds Tjeneste.
Ligesom man nu seer Enkelte fra det snevre religiøse Standpunkt at ville gaae ligesom paa Accord med verdslige Kundskaber ved dog at indrømme den tilsyneladende mere neutrale Natur en Plads, medens de endnu ere bange for at indlade sig med den profane Kunst og Literatur: saaledes ere der paa den anden Side visse Realister, som for dog ogsaa at gjøre Noget for det aandelige Element, ikke ere uvillige til at op- tage i Dannelsens Kreds en tarvelig Religions-Kundskab, hvormed de da ansee ethvert Krav i denne Henseende for fyldestgjort. Dette er nu vistnok bedre end Intet; men det er dog igrunden kun Halvhed og fører ikke til nogen grundig, harmonisk Dannelse. De tvende forskjellige Kundskabs-Elementer staae her ved en vid Kløvt adskilte fra hinanden og komme til at danne en i sig saa stridig Forening som Naturalisme og en snart stivt orthodox, snart sentimental Religiøsitet eller for at gaae et Skridt videre i Conseqvents: som Ugudelighed og Bigotteri, som Vantro og Overtro, hvilke som bekjendt i en vis Henseende trives ypperlig sammen. Ved Siden af en hovedsagelig naturalistist Dannelse at indrømme den aandelige Retning et lidet
- ↑ Origenis epistola ad Gregorium c. 2.
