28
sidighed, naar den endog paa høiere Udviklingstrin (og man maa jo ønske selv Almueskolen en høiere Udvikling) ikke vil tilstede en Udvidelse af Kundskabskredsen ogsaa over naturlige og reent menneskelige Gjenstande. Dog er denne Sneverhed let at forklare og kan i mange Tilfælde undskyldes. Den religiøse Iver seer den aandelige Fare af en overveiende Nedsynken i det Naturlige, den vil for enhver Priis befrie Aanden af Naturens Baand, og denne Befrielse bliver da let for det Første — theoretisk og praktisk — en Sønderrivelse, uden at den igjen kan finde noget Tilknytningspunkt. I sin Kamp mod Naturalismen kommer den let til at see skjevt til Naturvidenskaben, som dog kun da er farlig, naar den bliver exclusiv eller vil tilrive sig Superioritet. Og hvad de classiske Studier angaaer, da erindrer den christelige Iver sig, at de beskjæftige sig med Hedenskab, og at de saaledes — da det Ikkechristelige, der i mange Henseender er at agte lige med det Uchristelige, her, i den hedenske Kunst og Literatur, er selv i Aandighedens Form, i Sammenligning med hvilken Naturen dog er et forholdsviis neutralt Gebeet — ere endnu mere til Hinder for christelig Tro og Oplysning. Især i Frankrige fra den katholske Geistligheds Side har man lige til den sidste Tid af og til seet denne Synsmaade gjøre sig gjældende, og det saaledes, at man har været tilbøielig til at skyde Skylden snart paa Naturvidenskaben, snart paa Classiciteten for fast al den Ugydelighed og Usædelighed, som findes i vor Tid, ligesom en aandrig Statsoekonom (F. Bastiat) for nogen Tid siden specielt troede at maatte udlede Tidens communistiske Tendentser fra den classiske Underviisning i Skolerne. Hos os, i
