26
vi nu Dannelsen i Forhold til Livet, idet vi da ogsaa
tage Hensyn til dettes høiere Krav og dets aandelige
Gehalt, da synes det klart, at det vel er vigtigt, at
det dannede Menneske er nogenlunde hjemme og orienteret
i den Natur, der udgjør hans Omgivelse, og som
paa saa mange Maader griber ind i hans Liv, men
at det dog er endnu mere magtpaaligende, at han er
hjemme i dette Liv selv, i det menneskelige Samfund
og dets Ideer og Magter; thi Menneskeheden er dog
ethvert Menneskes nærmeste og væsentligste Omgivelse
og det væsentligste Feldt for hans Virksomhed. Det
staaer da vistnok endnu fra Oldtiden fast, at ligesom
intet Studium er skjønnere og Mennesket værdigere end
Studiet af Mennesket selv, saaledes er heller intet vigtigere
for Livet i dets sande Betydning. Men hiint
Menneske-Studium er da ikke blot Betragtningen af
Mennesket som Naturvæsen, som organisk Legeme; heller
ikke menes hiin overfladiske saakaldte Menneskekundskab,
der somoftest kun er en Belurelse af de Menneskers
svage Sider, hvem man omgaaes, men et virkeligt
storartet Studium af Mennesket som Menneske, af
Menneskeheden i dens vigtigste historiske Phaser og
aandelige Frembringelser. Først i sit Forhold hertil
er det ogsaa, at Naturlivet faaer sin rette Betydning
og sees i sit rette Lys; thi Mennesket er Naturens
Endemaal og den hele skabte Tilværelses Midtpunkt,
hvori ogsaa Naturen først faaer sin sande Forklaring.
Religion.
Med Gjendrivelsen af den eensidige Realisme er imidlertid endnu ikke Nødvendigheden af det specielle classiske Studium godtgjort. Meget mere møde vi
