dette end i sig selv er langt gjennemsigtigere, langt klarere og mere gjennemaandet, end Naturstoffet. Dernæst er endog „Studiet af Ord“, Sprogstudiet, ikke noget blot formelt, men et virkeligt Realstudium. Vi erindre endog engang hos en blind Realist at have seet den forunderlige Paastand, at Sprogstudiet mangler Kjendsgjerninger, at det kun er en apriorisk Construction. Intet kan være mere falskt. Sproget er netop et saare merkeligt System af Kjendsgjerninger, en umiddelbar Aabenbaring af Aanden, der har sine Love, sin fornuftige Sammenhæng ligesaasuldt som noget Naturfag. Det er saaledes ikke sandt, at Sprogstudiet udelukkende har Værd som Middel; Sproget er selv et vigtigt Led i Tilværelsen og Kundskaben derom er fuldt saa berettiget i sig selv, som nogen anden. Men endelig maa det ogsaa tilføies, at selv om det var saa — som selv nogle Humanister paastaae — at de classiske Studier væsentlig tilsigte en formal Dannelse, saa vilde deres Undværlighed derved ingenlunde være beviist, aldenstund det fra et høiere Standpunkt maa erkjendes, at Formen overhoved er en ligesaa vigtig Side ved den hele Tilværelse, som Materien, og netop Aanden og dens Dannelse ganske fortrinligviis er Form, og derfor ikke formeget maa fastholdes i det Stoflige. At lægge en udelukkende Vegt paa det Stoflige, saakaldte Reelle i Dannelsen, er nær beslægtet med — fører conseqvent til — Materialisme. De, som ere nogenlunde inde i disse Kategorier og deres Forhold, ville forstaae, at dette ikke er en Leg med Ord, men en virkelig Tanke af saare omfattende Betydning.
Vi have her veiet Kundskab mod Kundskab med Hensyn til den rene theoretiske Interesse. Men stille
