Side:Monrad - Om de classiske Studiers Betydning (1891).djvu/26

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
22

Det er saaledes saa langt fra, at Naturens Studium har noget Monopol paa Aandighed, at det meget mere, naar det drives udelukkende, maatte føre til en Eensidighed; og man kan vel endog med Grund sige, at den væsentlige Betingelse for at øine Aanden i Naturen er først at være fortrolig med dens nærmere, egentlige Skikkelse. Hvo der ikke seer Aanden i Historien, i Menneskeverdenen, seer den vistnok mindre i Naturen. En hovedsagelig — endsige udelukkende — paa Naturkundskab baseret Almeendannelse vil neppe i tilbørlig Grad aabne Blikket for Aandens høiere Aabenbaringer; den vil let lede til en vis naturalistisk Tænkemaade, der anseer Naturtilværelsen for det Høieste; Mennesket og de menneskelige Forholde ville uvilkaarligen væsentlig blive betragtede under Naturlovenes Synspunkt og Livets høiere Formaale og fremfor Alt Friheden ville forholdsviis træde i Skyggen.

Vi kunne nemlig ikke erkjende Aanden og Naturen som sideordnede, men betragte Aanden nødvendigviis som et høiere Trin af Ideens Aabenbarelse. Fra Aandens Standpunkt vil man derfor ikke savne Sands og Blik for Naturen, men vel omvendt. Den isandhed humane Dannelse vil derfor ikke miskjende eller ringeagte Naturen, ikke være blind for dens Skjønhed og Vigtighed, endsige benegte eller betvivle dens Tilværelse; men vel er det charakteristisk for den naturalistiske Tænkemaade at ringeagte Aanden og Alt, hvad dens er, ja endog at benegte dens Virkelighed.

En saadan naturalistisk Tænkemaade er netop i den senere Tid bleven saa udbredt, at den maa ansees som en af Tidens største Farer. Idet Mennesket blot bliver betragtet som et Naturvæsen og dets Tanker og