Side:Monrad - Om de classiske Studiers Betydning (1891).djvu/15

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
11

udover sig selv, tilsidst og væsentlig at bestemmes af det, der ligger over Tiden, bestemmes af og stræbe efter det i sig selv Sande og Gode, som i Menneskeheden stedse udvikler sig af Tidernes Svøb, og som kun naaes gjennem denne stedse med klarere Bevidsthed og fuldere Frihed fortsatte Udvikling.

Derpaa beroer da alt virkeligt Fremskridt, der mindst vindes ved, at en enkelt Tid vil afbryde Udviklingen, kaste sin Fortid saa at sige useet og forglemt bag sig og udelukkende beroe paa sig selv. Tvertimod: kun ved mere og mere at gjennemtrænge sin Fortid, optage og tilegne sig, hvad denne indeholder af Aand og Sandhed, bliver Tiden en virkelig fremskridende, efterhaanden viderekommende, stedse rigere og dybere, medens den ved blot at ville øse af sig selv, være (som Per Gynt og „den store Bøigen“) „sig selv nok“, ogsaa vil blive indcirklet i sig selv, i sin tautologiske, indholdsløse Bevægelse; og selv naar den maaskee gjør „Fremskridt“ til sit Løsen, bliver dette kun en tom og selvmodsigende Talemaade, da den fra Fortiden afrevne Tid meget mere stedse maa begynde sit Culturarbeide saa at sige med tomme Hænder, stedse saaledes vende tilbage til Nybegyndelsens umodne og famlende Bestræbelser.

Men for, som vi have sagt, at dukke op af den overfladiske og rodløse Tidsaand og den Mængde, der kun føler sig som dennes Skabning, egentlig dens skvulpende Bølgeskum, er netop den høiere Dannelse et væsentligt Middel. Derfor er denne høiere Dannelse saa vigtig og nødvendig og hører just til Tidens dybeste Fornødenheder; men derfor kan den heller ikke dømmes af Tidsaanden og gaae i dens Ledebaand,