delse, kommer man til disse ifleng grebne Betragtninger, der vise sig indbyrdes stridige og tilsidst ophæve hinanden. En særegen Vending, men som dog løber ud paa det Samme, har Tanken faaet navnlig i vore Dage, idet man især taler om en ny Tid og en ny Aand i Modsætning til den gamle. Vi høre nok om, at f. Ex. den classiske Skolelærdom hørte hjemme i en foregaaende Culturperiode, der kunde være nødvendig og hensigtsmæssig, men Tiden er nu skreden frem derudover; det er nu en ny Aand, der rører sig, og som har ganske andre Fordringer. Mange ansee det her for overflødigt at spørge videre efter, hvad denne nye Tid og nye Aand nærmere indeholder, og hvorvidt dens formeentlige Fordringer i Sagen selv har større eller mindre Værd og Berettigelse. Det Nye alene som nyt skal have Ret; det Gamle er aflægs og har som saadant Uret. Istedetfor saglige Grunde lade derfor Tidens bolde Riddere det gjerne ikke mangle paa Haansord mod de „Mastodonter“, „forstenede Levninger fra Urtiden“, der endnu vove at tillægge den classiske Dannelse noget Værd. Det er egentlig en abstract og paa tyvende Haand opsnappet Evolutions-Tanke, som her spøger. Ifølge denne er overhoved al Ret og Sandhed kun et Tidsspørgsmaal, beroer kun paa et til Dato opnaaet Standpunkt Og dette Standpunkt er naaet og naaes stedse med etslags blind Nødvendighed; vi have kun at underkaste os, hvad Tiden bringer.
Følgen er da ogsaa, at det, som idag er nyt, snart bliver gammelt og saaledes forkasteligt. Vi hvirvles kun ind i en Malstrøm af Forandringer og atter Forandringer; ingensteds er noget fast Holdepunkt, ingensinde kan noget siges at være Sandt eller
