Side:Monrad - Om de classiske Studiers Betydning (1891).djvu/11

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
7

Auctoriteter; der ere „romerske Guder og sjællandske Skræddere“ om hverandre.

Men dette Pulterkammer af Navne og løse Grunde giver udentvivl et tro Billede af den store Mængdes Stemning. Den store Mængde — jeg mener ikke Folket, ikke Nationen — ynder ikke de classiske Studier; thi den forstaar sig ikke derpaa, og den har naturligviis den i Menneskenaturen liggende Tilbøielighed til at nedsætte Betydningen af det, den mangler. Det er netop den vaagnende Selvbevidsthed, som paa denne endnu uforstandige Maade gjør sig gjældende, som derved bryder med et foregaaende, barnligere Standpunkt, hvor man netop omgav det Uforstaaede med etslags guddommelig Glorie.

Denne blot formelle Selvstændigheds-Aand, der uden dybere Indhold blot stræber at nedrive alle Skranker, der væsentlig er nivellerende, kan vel frembringe Revolution, men er udygtig til enhver virkelig Reform. Hertil hører ikke blot at benegte og afskaffe, men ogsaa at bekræfte og gjenoprette.

At nu Mængden, den saakaldte Tidsaand, som man beraaber sig paa imod de classiske Studier, virkelig blot staaer paa dette negative Standpunkt, sees klart af Forskjelligheden, ja den indre Strid mellem de mangfoldige Grunde, der sammenhobes derimod. Der er ingen Eenhed, ingen forherskende positiv Tendents deri, Intet, som man er enig om at sætte i Stedet. Man forholder sig til den classiske Dannelse, som en vis Byes Publicum for en Tid siden til et nyt opbygget Kirketaarn. Man fandt i Almindelighed, at det stod skjevt; og den, der blot herom vilde have samlet Stemmer, vilde udentvivl faaet en stor Pluralitet for, at