fra tidligere Tider af, har fundet sit Udtryk og nu efter nogen Tids tilsyneladende Stilstand seer ud til at skulle livne op igjen. Dog synes den nu at være indtraadt i et andet Stadium. Thi medens den allerede har havt sin saa at sige classiske Periode, da den førtes af Mænd med Aand og Talent paa begge Sider, er nu maaskee Epigonernes Tid kommen, da døde Doctriner ofte træde i Stedet for levende Anskuelser, da Sandheden mindre søges, end et vist Parti-Løsen forudsættes, da man fremdeles synes mere tilbøielig til at tælle Stemmer, end til at veie dem.
Under saadanne Omstændigheder kan det vel ikke betragtes som anmassende, om ogsaa jeg — og det gjentagende — lader min Stemme høre, idet jeg agter fornemmelig at give en kritisk Oversigt over de væsentligste af de Grunde, der i Almindelighed anføres imod de classiske Studier, og derigjennem at stræbe at forberede en klarere Opfatning af disse Studiers sande Værd og Betydning.
Charakteristisk for Tidens Stilling til det omhandlede Spørgsmaal synes blandt andet den Maade, hvorpaa man for ikke længe siden jevnlig har seet (og tildeels endnu seer) Striden ført, idet man væsentlig har søgt at væbne sig med store og smaae Auctoriteter imod de classiske Studier, og til den Ende sammenskrabet og aftrykt fra alle Kanter Løst og Fast, Rimeligt og Urimeligt, kort Alt, hvad man har kunnet overkomme. Det giver et broget Skue, dette Galerie af anticlassiske
