Denne siden er korrekturlest
Men da han stod i Kjældren,
Han saa i et blaaligt Skin
En sidde der paa Tønden
Og stemme Felen[1] sin.
Og Karlen holdt den omvendt,
Tæt op til Brystet klemt,
Og gav sig til at stryge,
Saasnart han havde stemt.
Det var et Spil, som dued:
Det klang som vred Mands Ord
Som Hug af staalsat Bile,
Og som Næveslag i Bord.
Det jubled, og det hulked
I den skumle Kjælderhal,
Da Slaattens[2] Toner endte
Med et rungende Mandefald.
Taus Spillemanden lytted
Til de mægtige Løb;
Det var, som Spillets Hvirvler
Ned ad Ryggen ham krøb.
Saa spurgte han den Anden:
«Hvor lærte du den Slaat?»
Han svared: «Det er det samme
Men mind dig den blot!»
