Side:Mit Liv.djvu/97

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

i, at den første den bedste Passager skjælder mig ud og siger «Du» til mig, uden at jeg tør tage til Gjenmæle. Nej, det er et rent Hundeliv, og det er min Moder, der er Skyld i al min Elendighed. Det er ogsaa hende, jeg kan takke for, at jeg drikker. Det er jo en bekjendt Sag, at naar Forældrene er vanslægtede, saa bliver Børnene enten Drukkenbolte eller Forbrydere. Og nu véd du altsaa, hvorfor jeg er bleven Delirist.»

En Gang kom han hjem midt om Dagen ravende og dinglende. Hans Øjne rendte rundt i Hovedet paa ham med et sløvt Udtryk, han aandede tungt, lo og græd imellem hinanden og lallede nogle utydelige Ord. Jeg fik ham trukket ud i Haven og lagt ind under et Træ, og dér skiftedes saa Marie og jeg til at holde Vagt over ham. Han laa og led af Kvalme, og Marie saa’ med Afsky paa hans blege, fortrukne Ansigt og sagde:

«Skal dette Pak virkelig have Lov til at bo hos os endnu et Par Aar? Det er rædselsfuldt — uudholdeligt!»

Og hvor mange Skuffelser og Ærgrelser beredte Bønderne os ikke i disse første Maaneder af vort Ægteskab, hvor vi følte saa stærk Trang til at være lykkelige. Marie fik den Idé, at vi skulde opføre en Skole i Dubetschnja, og efter at jeg havde udkastet Byggeplanen, vedtog Sogneforstanderskabet denne, men foreslog, at Skolen skulde opføres i Kurilovo og fælles for begge Landsbyer, hvilket Marie ogsaa gik ind paa. I Løbet af April holdt vi tre Møder med Omegnens