var Midnat, men da vi lidt efter hørte Hanerne gale i Landsbyen, var vi ikke i Tvivl om, at Dagen allerede var i Anmarsch. Vi gik begge ned til Mølledammen og halede i Mangel af bedre Beskæftigelse Fiskerusen i Land, men vi fik ikke noget synderligt Udbytte af vore Anstrængelser, idet vi ikke fandt andet i den end en stor Aborre og et Par Krebs, som laa og spillede med Kløerne.
«Aa, lad os smide dem ud,» foreslog Marie. «Hvorfor skal de ikke ogsaa have Lov til at være lykkelige?»
Op ad Formiddagen gik hun, men jeg maatte blive, indtil Stepan vendte tilbage, og da han ikke indfandt sig før langt ud paa Eftermiddagen, naaede jeg først at komme hjem i Mørkningen.
«Naa, er du dér!» sagde Marie, som modtog mig i Porten. «Jeg har haft Besøg i Dag . . . . af din Fader!»
«Af min Fader!» gjentog jeg og saa’ forbavset paa hende.
«Ja, men han tog strax bort igjen, for jeg vilde ikke modtage ham.»
Jeg stod uden at sige noget, og da hun saa’, at det gjorde mig ondt, at hun havde vist ham bort, vedblev hun:
«Ja, man maa være konsekvent! Jeg lod Pigen sige, at jeg ikke ønskede at se ham, og at han ikke tiere skulde ulejlige sig her hen.»
Et Øjeblik efter var jeg ude af Porten og paa Vejen ind til Byen for at gjøre min Fader en Und-
