Side:Mit Liv.djvu/89

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

sad i en Luftballon, der kunde føre mig, hvorhen det skulde være.

Naar Marie kom kjørende i sin Kaleske, satte jeg mig ind til hende, og vi rullede saa sammen hen til Dubetschnja, straalende og glade som to Børn, der er ude paa egen Haand. En Gang, da jeg havde siddet og ventet forgjæves paa hende lige til Solnedgang, vendte jeg hjem yderst skuffet og nedslaaet, og da jeg saa kom ind i Porten, fløj hun mig uventet i Møde. Hun havde faaet den Idé at overraske mig og var derfor taget ud med Toget. Ja, det var lykkelige Timer, og jeg glemmer dem aldrig. Naar hun spadserede omkring i sin simple Lærredskjole og løftede lidt op, saa man saa’ hendes smaa, sirlige Pariserstøvler, mindede hun mig om en talentfuld Skuespillerinde, der udfører en lille Landsbypiges Rolle. Vi tog daglig alle vore Herligheder i Øjesyn og talte saa om, hvorledes vi vilde indrette det hele, hvor vi vilde anlægge Gange og Blomsterbede, og hvor Køkkenhaven og Bistaderne skulde ligge. Alt, hvad hun sagde, forekom mig baade klogt, rigtigt og godt, og jeg tør vel nok sige, at disse Dage var de lykkeligste i mit Liv.

Første Søndag efter Paaske blev vi viet i vor Sognekirke, der laa i Landsbyen Kurilovo, næppe en halv Mil fra Dubetschnja. Marie vilde have, at det hele skulde gaa saa stille af som muligt, og i Følge hendes Ønske valgte vi derfor to af Landsbyens unge