hende en Gang ved Lejlighed; jeg véd, hun ønsker det, og saa kan De da gjærne føje hende deri. Naa, hvad mener De saa, om vi gik der hen i Morgen Aften? Sig nu Ja, og lad os være fri for mere Vrøvl!»
Jeg lod mig overtale, og næste Aften gik jeg efter at have iført mig mine bedste Klæder med bankende Hjærte hen til Dolshikofs. Marie Viktorovna tog venligt imod mig og førte mig strax ind i sit Kabinet.
«Den kjære Doktor, hver jeg er ham taknemmelig!» sagde hun, efter at hun havde faaet mig anbragt i en Stol. «Havde han ikke overtalt Dem, vilde De sikkert ikke være kommen til mig. Ja, De kan tro, at jeg er glad ved Deres Besøg, for jeg sidder altid hjemme og kukkelurer, og til Tider er jeg lige ved at forgaa af Kjedsomhed.»
Hun begyndte saa at udspørge mig om, hvor jeg nu havde Arbejde, hvor meget jeg kunde tjene om Dagen, og hvor jeg boede.
«Og De lever virkelig udelukkende af, hvad De selv fortjener?» sagde hun og saa’ ligesom lidt tvivlende paa mig.
«Ja, det gjør jeg!» svarede jeg uden at betænke mig.
«Lykkelige Menneske!» sukkede hun. »Ja, Lediggang, Kjedsomhed og aandelig Tomhed er Roden til alt det onde her i Livet, og det er netop disse Plager, der forfølger en, naar man er saa ulykkelig at skulle leve paa andres Bekostning. Tro De mig, det er ikke
