viste Ingeniøren sig ganske uventet i Døren. Han var stærkt solbrændt og helt hvid af Støv, men det var heller ikke saa underligt, for han kom lige fra en Inspektionsrejse, som havde varet tre Dage. For et Kvarters Tid siden var han ankommen til Stationen paa et Lokomotiv og havde derefter begivet sig her hen til Fods. Medens han ventede paa Vognen, som skulde føre ham til Byen, gjorde han en Runde paa Ejendommen sammen med sin Forvalter, gav højrøstede Befalinger overalt, hvor han kom hen, og sad saa en hel Time inde paa Kontoret beskæftiget med at skrive Breve og afsende og besvare Telegrammer. Vi andre tre stod ret op og ned og saa’ paa ham.
«Hvad er det for noget Svineri?» sagde han efter at have kigget lidt i min Regnskabsbog. «Ja, se nu faar det en Ende med Driverlivet her, for om to Uger bliver Kontoret flyttet hen til Stationen, og saa har jeg ingen Brug mere for Dem, mine Herrer!»
«Deres Højvelbaarenhed . . . jeg lover . . . at jeg for Fremtiden skal gjøre mig den forfærdeligste Umage!» stammede Ivan Tscheprakof.
«Ja, skal jeg dømme efter, hvad I hidtil har bestilt, bliver det vist en rar Umage! — Nej, I forstaar kun at hæve jeres Lønning!» vedblev Ingeniøren og saa’ hen paa mig. I hører til dem, som tror, at man kan klare sig med Protektion alene, men den Tro skal jeg nok faa pillet ud af jer. Jeg har selv maattet hjælpe mig frem gjennem Livet Inden jeg kom i Skuddet, maatte jeg slide i det. Til at begynde med
