Side:Mit Liv.djvu/46

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent


Jeg fik gjort Ild paa Maskinen, og derefter lejrede vi os alle paa Terrassen bag Hovedbygningen. Her drak vi The, og Doktoren, der nød sin af en Underskaal, erklærede, at han følte sig hensat i den syvende Himmel. Derpaa gik Ivan Tscheprakof hen og hentede Nøglerne, og efter at han havde aabnet Havestuedøren, begav vi os alle ind i Huset. I den store Sal herskede der et hemmelighedsfuldt Mørke, en ubehagelig Lugt af Fugtighed og Mug slog os i Møde, og vore Skridt gav en hul og uhyggelig Gjenlyd. Doktoren klimprede lidt paa Tangenterne af et gammelt Klaver, der stod henne i et Hjørne af Salen, og sang saa en Romance, hvortil han selv akkompagnerede. Min Søster talte nu ikke mere om at komme hjem, men gik frem og tilbage i Stuen og var i den Grad ude af sig selv af Henrykkelse, at hun hvert Øjeblik gav sin Begejstring Luft. Jeg havde aldrig før i mit Liv set hende saa fornøjet, og Glæden bevirkede, at hun ligefrem kom til at se godt ud. Naa, helt grim var hun nu ikke i Forvejen. Hendes Profil var ganske vist uskjøn, Næsen opadstræbende, og Munden lidt fremstaaende, men hun havde en fin, bleg Ansigtsfarve og smukke, mørke Øjne, der lyste af Godhed og fængslede ved deres sørgmodige Udtryk. Baade hun og jeg lignede vor afdøde Moder, vi var begge skulderbrede og kraftigt byggede, men til Trods for denne tilsyneladende legemlige Styrke var min Søsters Helbred dog ikke det bedste; hun havde ofte stærke Hosteanfald, og hendes Øjne kunde til Tider have et Udtryk, som jeg særlig har bemærket hos