Jeg fik gjort Ild paa Maskinen, og derefter lejrede
vi os alle paa Terrassen bag Hovedbygningen. Her
drak vi The, og Doktoren, der nød sin af en
Underskaal, erklærede, at han følte sig hensat i den
syvende Himmel. Derpaa gik Ivan Tscheprakof hen
og hentede Nøglerne, og efter at han havde aabnet
Havestuedøren, begav vi os alle ind i Huset. I den
store Sal herskede der et hemmelighedsfuldt Mørke,
en ubehagelig Lugt af Fugtighed og Mug slog os i
Møde, og vore Skridt gav en hul og uhyggelig Gjenlyd. Doktoren klimprede lidt paa Tangenterne af et
gammelt Klaver, der stod henne i et Hjørne af Salen,
og sang saa en Romance, hvortil han selv akkompagnerede. Min Søster talte nu ikke mere om at
komme hjem, men gik frem og tilbage i Stuen og
var i den Grad ude af sig selv af Henrykkelse, at
hun hvert Øjeblik gav sin Begejstring Luft. Jeg havde
aldrig før i mit Liv set hende saa fornøjet, og Glæden
bevirkede, at hun ligefrem kom til at se godt ud.
Naa, helt grim var hun nu ikke i Forvejen. Hendes
Profil var ganske vist uskjøn, Næsen opadstræbende,
og Munden lidt fremstaaende, men hun havde en fin,
bleg Ansigtsfarve og smukke, mørke Øjne, der lyste
af Godhed og fængslede ved deres sørgmodige Udtryk.
Baade hun og jeg lignede vor afdøde Moder, vi var
begge skulderbrede og kraftigt byggede, men til Trods
for denne tilsyneladende legemlige Styrke var min
Søsters Helbred dog ikke det bedste; hun havde ofte
stærke Hosteanfald, og hendes Øjne kunde til Tider
have et Udtryk, som jeg særlig har bemærket hos
Side:Mit Liv.djvu/46
Denne siden er godkjent