Side:Mit Liv.djvu/282

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent


«Du vil altsaa ikke?»

«Aa, men saa lad mig dog være i Fred!» bad den Gamle. «Gaa selv!»

«Pjalt! Usselryg!» brummede Jægeren og gik hen mod Døren — «Kom saa, Kvik!»

Han gik og lod Døren staa paa Klem, og i det samme kom der et Vindstød, som slukkede Lyset. Da Skovløberen listede sig hen til Døraabningen, blændedes han af et Lyn, som lyste op i hele Hytten.

«Ak, Herre Jesus!» sukkede han og skyndte sig at skyde Slaaen for. «Det er dog et gyseligt Vejr, Vorherre har sendt os!» Han famlede sig gjennem Stuen, og da han naaede hen til Ovnen, krøb han ovenpaa, lagde sig og dækkede sit Ansigt med en Faareskindspels. Han kunde nu ikke længer høre Nødraabene paa Grund af Tordenens Rullen, der blev stærkere og stærkere. Pludselig kom der et vældigt Brag, og derpaa begyndte Regnen at piske mod Ruderne. Han laa og rystede under sin Pels, og da han havde ligget saaledes en halv Snes Minutter gysende og med klaprende Tænder, hørte han pludselig en stærk Banken paa Døren.

«Hvem er det?» spurgte han og stak det ene Ben ud over Ovnkanten.

«Det er mig!» lød Jægerens Stemme «Luk op!»

Den Gamle krøb ned fra Ovnen, fik fat i Lyset, tændte det og gik hen og aabnede Døren. Da Jægeren og hans Hund traadte ind, var de begge vaade til Skindet. De havde været ude i den værste Bløde, og Vandet drev derfor ned ad dem i stride Strømme.