orhørsdommer Posudin kom kjørende med Skydsbefordring hen ad en Bivej, som førte til den lille Kredsby Nikolskoje. Han havde Dagen forinden modtaget et anonymt Brev, der afslørede visse Uregelmæssigheder, som flere af Stadens Spidser havde gjort sig skyldige i, og da han ønskede at komme bag paa Slynglerne, var han stegen ud af Toget ved en af Landstationerne og kjørte nu med lejet Befordring og ad Biveje for at kunne bevare det dybe Inkognito, som var saa nødvendigt, naar han skulde faa noget ud af Sagen.
«Ja, denne Gang slipper de ikke!» sagde han til sig selv, medens han trak Kraven helt op over Ørene. «De Slyngler tror sikkert, at den hellige Grav er vel forvaret, men det kunde dog være, at de tager fejl. Og tænk, naar jeg nu pludselig kommer dumpende ned over dem! Det bliver en artig Hurlumhej!»
Efter at han paa Forhaand havde nydt sin Triumf, fandt han, at det kunde være morsomt at give sig lidt i Snak med Kusken, og da han ønskede at orientere sig med Hensyn til sin egen Popularitet, indledede han Samtalen ved at bringe sig selv paa Bane.
«Sig mig, kjender du Posudin?» spurgte han i en let henkastet Tone.
