«Sofie... dyrebare, elskede Sofie!» hviskede han
igjen og kyssede hendes Hals lige under Nakkekrøllerne. «Vær nu oprigtig! ... Følg mig!»
Hun rev sig løs og løftede Hovedet for ret at lade sin Vrede og sin Indignation bryde løs over ham, men hun fik kun sagt de ganske almindelige Ord:
«De er gal — vanvittig!»
«Kom! Følg mig!» vedblev Iljin. «I Formiddags, da vi sad paa Bænken, gik det op for mig, at De lige saa lidt som jeg formaar at bekæmpe Deres Følelser. De elsker mig — nægt det ikke!» Hun vilde forlade ham, men han greb hendes Haand og tilføjede: «Ja, giver De ikke efter i Dag, saa gjør De det i Morgen; jeg véd, at det en Gang vil komme saaledes. Hvad skal denne Trækken i Langdrag til? Kjære, elskede Sofie, Dommen er falden, hvorfor saa forhale dens Udførelse? Hvorfor bedrage og skuffe sig selv?»
Hun rev sig løs og ilede hjem. Saa snart hun kom ind i Dagligstuen, sank hun om paa en Stol, for hun var saa betagen, at hun ikke kunde støtte paa Benene. Hendes Samvittighed tilhviskede hende nu, at hun havde opført sig rigtig letsindigt denne Aften, og at hun aldrig burde have fulgt Iljin ud paa Terrassen. Hun sad en halv Time fuldstændig ubevægelig og stadig med Iljin i Tankerne, og derpaa vaklede hun ind i Sovekammeret. Hendes Mand laa allerede i sin Seng, og saa vidt hun kunde se, sov han blideligt. Hun satte sig hen til det aabne Vindue og prøvede paa at kæmpe mod den Fjende, der truede hendes
