Iljin og vandrede hjem efter, samme Vej som hun var kommen. Iljin fulgte langsomt efter hende; hun saa’ et Glimt af ham, da hun drejede ind paa Markstien, og hun betydede ham da med en Haandbevægelse, at hun ønskede at have ham paa Afstand.
Efter at være kommen hjem stod hun flere Minutter ubevægelig i sit Værelse og stirrede ud for sig i dybe Tanker.
«Aa, jeg maa skamme mig!» sagde hun højt til sig selv. «Jeg maa skamme mig!»
Hun tilstod for sig selv, at det var hende, der i Dag havde søgt Iljin, for at det kunde komme til en Forklaring imellem dem, og at hun havde følt det som en Nydelse, da han kastede sig paa Knæ foran hende. Nu stod det ganske tydeligt for hende, og hun fordømte sin egen Svaghed saa stærkt, at hun følte sig fristet til at straffe sig selv med et Ørefigen.
«Stakkels Andrej!» tænkte hun og søgte i det samme at give sit Ansigt et ømt Udtryk. — «Og den stakkels lille Varja, hun véd ikke, hvad det er for en slem Moder, hun har. Tilgiv mig, I to Kjære — jeg elsker jer begge saa højt, saa højt!»
Og ret som om hun ønskede at vise sig selv, at der endnu var lidt af Hustruen og Moderen tilbage i hende, løb hun ud i Køkkenet og skjændte paa Pigen, fordi Bordet ikke var dækket endnu, og derpaa tog hun den lille Varja op paa sine Arme, omfavnede hende ømt og fortalte hende, at hendes Papa var den bedste og elskeligste af alle Papa’er paa Jorden. Men da saa Andrej endelig kom, forsvandt de Følelser, hun
