«Ja, den bekræfter end ydermere min Formodning
om, at de har myrdet ham, medens han var i Færd
med at afføre sig sit Fodtøj. Den ene Støvle har han
faaet af, men den anden er det kun lykkedes ham at
smøge halvt af sig. Og netop det, at den sad løst,
har haft til Følge, at den er falden af ham.»
«Ja, De forstaar rigtignok at stave og lægge sammen,» sagde Tschubikof og lo haanligt. «Men i Stedet for at imponere os med Deres juridiske Skarpsindighed skulde De heller tage nogle Totter af det blodige Græs med, for at vi kan faa det kemisk undersøgt.»
Efter at der var tegnet en Skitse af Huset og dets nærmeste Omgivelser, begav alle sig ind til Forvalteren, hvor man spiste Frokost og samtidig snakkede videre om Sagen.
«Ja, se baade Uret og Pengene er urørte,» sagde Tschubikof, «og det viser jo tydeligt, at det ikke er et Rovmord, der foreligger.»
«Nej, Forbrydelsen er begaaet af et Individ, der hører til de dannede Klasser,» bemærkede Dukofskij.
«Ja, hvor véd De det? — hvoraf slutter De det?»
«Af den svenske Tændstik, som Morderne har efterladt. Almuen benytter jo som bekjendt kun almindelige Tændstikker. — Og det er ogsaa givet, at der ikke har været én, men tre om at myrde ham. De to har holdt paa ham, og den tredje har kvalt ham. Kljausof var jo en Mand med mange Kræfter, og derfor har en enkelt sikkert ikke turdet binde an med ham.»
