«Er det dig, dit Utyske?« brummede Bedstemor, som nok kunde gætte, hvem det var, der kom listende paa denne Tid af Døgnet. «Gid du maa times al Landsens Ulykker, din Natteravn!»
Der blev atter stille, men ikke en af dem, der laa i Stuen, kunde finde Ro. Den Gamle blev holdt vaagen af Værk i Ryggen, Bedstemor pintes af Bekymringer og indeklemt Arrigskab, Marie af Frygt og Børnene af Kløe i Hovedet og Sult. Alle laa de og vendte sig paa deres Leje, og hvert Øjeblik var der en, som talte i Søvne eller listede sig hen til Vandtønden for at slukke sin Tørst.
Thekla, der hidtil ikke havde ladet høre fra sig, brast pludselig i en voldsom Krampegraad, men hun fik dog hurtig Bugt med den, og den gik saa over til en undertrykt Hulken, der blev sagtere og sagtere og til Slutning fuldstændig forstummede. Saa blev der igjen helt stille, men lidt efter slog Kirkeuret hinsides Floden fem lange, drønende Slag, der næsten lød som Tonerne af en Dommedags-Basun.
«Ak, Herre Jesus!» sukkede den gamle Kok.
Lyset, der faldt ind gjennem Vinduet, blev efterhaanden saa blegt, at der hørte Kunst til at afgjøre, om det var Maanen, som sagde Farvel, eller Dagen, som sendte sin første Hilsen. Marie rejste sig og gik ud for at malke Koen, og lidt efter kom ogsaa Bedstemor paa Benene og forsvandt brummende gjennem Bagdøren.
Nikolaj, som ikke havde lukket et Øje hele Natten, krøb ned fra Ovnen og tog sin gamle Opvarter Kjole
