«Ak, Herre Jesus!» sukkede den gamle Kok.
Der blev banket paa Ruden, men ganske sagte. Olga rejste sig gabende, listede sig ud i Forstuen og lukkede Yderdøren op. Men der var ingen at opdage. Hun saa’ ikke andet end den stille, øde Landsbygade og Maanen, der sejlede hen over Himlen.
«Er der nogen?» spurgte hun.
«Ja, det er mig!» lød det hviskende Svar, og i det samme stod Thekla foran hende fuldstændig nøgen. Hun rystede saa stærkt af Kulde, at Tænderne klaprede i Munden paa hende, og som hun stod dér belyst af Maanens blege Straaler lignede hun en smuk Statue hugget i Marmor.
»Men hvordan er det, du ser ud!» sagde Olga og slog Hænderne sammen af Forfærdelse.
«Ja, det er de Gavtyve der ovre, som har holdt Løjer med mig! — De klædte mig af og gjemte mit Tøj, og jeg maatte saa løbe hjem splitternøgen. Har du ikke noget at give mig paa?»
«Ja, kom indenfor,» sagde Olga, som nu ogsaa begyndte at fryse.
»Jeg tør ikke. Jeg er bange for, at de Gamle skal vaagne og se mig.»
Og hun havde Grund til sin Frygt, for Bedstemor begyndte allerede at knurre og brumme, og den Gamle, der var helt vaagen, spurgte om, hvem det var, der stod og snakkede henne ved Døren. Olga listede sig ind og kom tilbage med en Særk og et Skjørt, og efter at Thekla havde iført sig disse Klædningsstykker, gik de begge ganske sagte ind i Hytten.
