hævede navnlig en Ret, man lavede af Kalveøjne, og som havde det mærkelige Navn: «Hold dig munter!»
«Men sig mig, kjendte man ikke den Gang Koteletter à la maréchal?» spurgte Nikolaj.
«Nej,» svarede Kokken, «de er opfundne efter min Tid.»
«Ja, saa giver jeg heller ikke meget for Kogekunsten i gamle Dage,» sagde Nikolaj og saa’ haanligt hen paa den forhenværende Kok.
Smaapigerne, der sad i en Klynge paa Ovnen, kiggede alle hen efter de Voxne og lyttede til deres Samtale. Det, de hørte, fængslede dem i allerhøjeste Grad; i det ene Øjeblik blegnede de af Rædsel, og i det næste skuttede de sig af Henrykkelse. Men naar Bedstemor fortalte, fulgte de hende med saa spændt Opmærksomhed, at de næppe vovede at trække Vejret.
Alle gik i Seng, og de Gamle, hvis Sind var kommet stærkt i Bevægelse ved den megen Tale om svundne Tider, laa og tænkte paa, hvor dejligt de havde haft det i Ungdommens Dage, og i hvor uhyggelig en Nærhed de var af den kolde, ubarmhjærtige Død, som hvert Øjeblik kunde komme og hente dem. Lampen gik ud, og Mørket og Tavsheden hjalp end ydermere til at fremkalde Tanken om, at Livets Traad snart var udspunden, og at der intet andet ventede dem i Fremtiden end Døden. Og naar saa Tanken om denne et Øjeblik traadte i Baggrunden, indfandt der sig andre, som alle samlede sig i den ene: «Brødet! Brødet! — Hvor skal Brødet komme fra?»
