lys Lue. Det hele kom saa hurtigt, at vi nær var brændt inde alle sammen, og den gamle Fyr maatte sige Farvel til sin Hue — men det er nu værst for ham selv.»
Der blev stadig hamret paa Malmbækkenet, og samtidig klemtedes der med usvækket Iver ovre i Kirken. Olga, der stod i Nærheden af det brændende Hus, følte sig helt uhyggelig til Mode ved al denne Kimen og Klemten, som satte hendes Nerver saa stærkt i Oprør, at hun i Tankerne saa’ Luerne omspænde hele Landsbyen og fortære hendes lille Datter. Og da Loftet pludselig styrtede ned med et vældigt Brag, blev hun saa lammet af Rædsel, at hun ganske opgav at hente Vand. Hun satte sig hen ved Skrænten med Ryggen mod Brandstedet og opdagede saa, at der ud til Siden af hende og længer nede sad andre Kvinder, som gav deres Fortvivlelse Luft i Hylen, Skrigen og Skraalen.
Da Ilden var paa sit højeste, kom der Undsætning fra Godsejeren, som boede hinsides Floden. Det var et helt lille Optog: forrest en ung Student til Hest og i hvid flagrende Kittel og derefter en Sprøjte og to Vogne med Arbejdsmandskab. Vognene og Sprøjten kjørte op foran Brandstedet, og nu blev der taget fat for Alvor. En hel Del Mennesker huggede løs paa Bjælkeværket, andre entrede op ad en Stige, hvis øverste Ende forsvandt helt inde i Flammerne, og Studenten, der lod til at have Kommandoen over det hele, raabte og skreg uafladelig fra sin Plads oppe paa Stigen.
