besøgt ham siden den Aften, han viste mig Døren, og jeg agter heller ikke at gjøre det. Anna Karpovna, som lever i bedste Velgaaende, forguder stadig sin fordrukne Plejesøn, og hver Gang hun ser mig, ryster hun paa Hovedet og siger med et Suk:
«Ak ja, det er ude med dig, din Stakkel! Det tager en daarlig Ende med dig, det føler jeg!»
Om Hverdagen arbejder jeg fra Morgen til Aften, men hver Søndag Eftermiddag, naar Vejret er godt, tager jeg min lille Søsterdatter ved Haanden og gaar ud med hende til Kirkegaarden. Der staar jeg saa og ser længe paa Kleopatras Grav og fortæller Barnet, at det er hendes Moder, som hviler nede under Grønsværet.
Undertiden møder jeg Anjuta Blagovo derude, og vi mindes saa Kleopatra og taler om gamle Tider. Vi følges ind ad Byen til med Barnet imellem os, og naar vi kommer til Forstaden, siger Anjuta rødmende Farvel til mig og gaar videre.
