Side:Mit Liv.djvu/127

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
XVII.

Lidt efter gik jeg og min Søster hen ad Gaden. Vi skyndte os afsted, listede os gjennem de mørkeste Smøger og beskrev en stor Bue uden om alle dem, vi mødte. Det hele mindede nærmest om en Flugt. Kleopatra græd ikke længer, men saa’ paa mig med store, forvildede Øjne. Der var kun en Snes Minutters Gang til Anna Karpovna, men i denne korte Tid fik vi overtænkt hele Situationen og taget den fornødne Bestemmelse med Hensyn til Fremtiden.

Vi besluttede, at vi vilde drage bort fra denne By og hen til et andet Sted, saa snart jeg blot havde skrabet nogle faa Skillinger sammen. Jeg hadede de dumme, hjærteløse, dovne og uhæderlige Mennesker, som boede her, og spurgte mig selv, om de stod en Smule højere end de fordrukne og overtroiske Bønder i Kurilovo. Og hvad skulde der blive af Kleopatra, hvis hun vedblev at bo hos sin Fader? Hvilke Kvaler vilde hun ikke komme til at gjennemgaa, naar hun daglig skulde høre paa hans Skjænd og Bebrejdelser og finde sig i sine Bekjendtes Haan! Nej, hun maatte bort fra alle disse Mennesker, som Slægtled igjennem havde lært, at Sandheden burde holdes højt, at Barmhjærtigheden var en Dyd, og at Friheden var Livets ypperste Gode, men som daglig lige til deres Død løj fra Morgen til Aften, pinte hinanden og hadede Friheden som deres værste Fjende.

«Ja, se nu er min Skæbne altsaa afgjort,» sagde Kleopatra, da vi naaede hjem. «Efter hvad der er