Hun er ung, tænkte jeg, skær i Huden og ser renlig ud. — Ganske vist holdt hendes Moder af at sladre og drikke Kaffe, men hvad Renligheden angik, syntes der ikke at være noget i Vejen. Naa, saa giftede jeg mig altsaa, og Dagen efter, lige som vi har sat os til Middagsbordet, siger jeg til min Svigermoder, at hun skal give mig en Ske, og det gjorde hun ogsaa, men inden hun rakte mig den, viskede hun den af med Bagen af Haanden. Jo, det er en rar Renlighed, der hersker hos jer! tænkte jeg, og da jeg saa havde holdt et Aar ud sammen med dem, gik jeg min Vej. — Nej, jeg kunde have Lyst til at gifte mig med en inde fra Byen,» vedblev han efter en lille Pavse. «Man siger jo, at Kvinden skal være Manden til Hjælp, men den Sætning gjælder ikke for mig, jeg skal nok klare mig selv. Jeg vil have en, jeg kan snakke med, ikke en, som blot lader Munden løbe, men en, der kan tale fornuftigt om alle Dele. For jeg siger nu, hvad er Livet uden en god og fornuftig Samtale...»
Her tav Stepan pludselig, og i det samme hørte jeg, at han begyndte paa sit sædvanlige, kjedelige Omkvæd. Det betød, at han havde opdaget mig.
Marie gik som sagt ofte ned til Møllen og fik sig en Passiar med Stepan, og naar hun fandt saa stort Behag i hans Underholdning, laa det vel nærmest i, at han skjældte sine Lige saa læsterligt ud. Hun saa’ mere og mere ned paa Bønderne, men jeg følte mig mere og mere hendraget til dem, efterhaanden som jeg lærte dem at kjende. Ganske vist var de indskrænkede og uvidende, men der var paa den anden
