Side:Mit Liv.djvu/108

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

Tid som Dragon, er min egen Herre og kan bo, hvor jeg vil. I Landsbyen ønsker jeg ikke at være, og ingen kan heller tvinge mig dertil. Der er jo nok dem, som siger: Du har en Kone, og hende skal du bo sammen med. Men hvorfor skulde jeg det? Jeg har jo ikke taget Arbejde hos hende.»

«Sig mig, Stepan, har du giftet dig af Kjærlighed?» spurgte Marie.

«Hæ, hæ! Naa, saa De tror, at Folk som vi kjender noget, der hedder Kjærlighed!» sagde Stepan og grinede i Skjægget. «Ser De, Frue, hvis det kan more Dem, skal jeg dog fortælle Dem, at jeg er gift anden Gang. Egentlig hører jeg ikke hjemme i Kurilovo, men i Salgoschtsche, men da min Fader havde fem voxne Sønner gaaende hjemme og gjærne vilde være af med en af dem, føjede jeg mig og lod mig tage til Svigersøn i Kurilovo. Min første Kone døde, mens jeg var ganske ung endnu.»

«Naa, og hvad døde hun af?» spurgte Kleopatra.

«Aa, det var hendes egen Dumheds Skyld. Hun sad altid og tudede — uden nogen Grund for Resten — og svandt mere og mere hen. Saa fandt hun paa at drikke noget Kram, som hun mente skulde gjøre hende kjønnere, men det maa sikkert have beskadiget de indvendige Dele, for det havde kun den Virkning, at hun døde. Naa, og min anden Kone hentede jeg som sagt i Kurilovo, men hende er der ikke noget ved. Hun er et almindeligt Stykke Bondefruentimmer og ikke andet. Da de vilde have mig gift med hende, fandt jeg, at hun var god nok at komme i Lag med.