patra ofte havde travlt med at hviske til hinanden, og at de til Tider ligefrem undgik mig. Marie var mild og venlig imod mig som altid, men jeg mærkeds nok, at hun gik og gjemte paa sine egne Tanker, og det bedrøvede mig. Jeg saa’ tydeligt, at hendes Forbitrelse mod Bønderne var i Tiltagende, og at Livet herude efterhaanden forekom hende temmelig byrdefuldt, men hun beklagede sig aldrig til mig derover og lod mig saaledes være uden for sine Sorger og Bekymringer.
I vor Egn herskede der den Skik, at Høstfolkene mødte hver Aften efter endt Arbejde og blev beværtede af Herskabet med Brændevin, og det var ikke alene Karlene, men ogsaa de unge Piger, som fik dette Traktemente. Vi vilde ikke indlade os paa denne Uskik, og Følgen var, at Folkene belejrede os til langt ud paa Aftenen, og naar de saa endelig mærkede, at alle deres Anstrængelser vare forgjæves, overvældede de os med Skjældsord og Trusler og gik forbitrede deres Vej. Marie var mørk og tavs, saa længe en saadan Scene stod paa, og kun naar Doktoren var til Stede, gav hun sin Vrede Luft, men saa sagte, at man fik Indtryk af, at hun skammede sig over den.
I Bøndernes Øjne stod vi nærmest som nogle taabelige og dumme Mennesker, der havde kjøbt Ejendommen her, fordi vi ikke vidste, hvad vi skulde gjøre med vore Penge, og som Følge deraf holdt de os for Nar, hvor de kunde. De nægtede sig saaledes ikke at lade deres egne Kreaturer græsse paa vor Eng, og samtidig jagede de vore Køer og Heste ind paa deres
