Jeg forsikrede hende, at hun interesserede mig paa en mig selv ubegribelig Maade.
„Jeg tror det; jeg vil tro det; fordi jeg saa inderlig ønsker det, fordi jeg trænger saa vel dertil. De vil altsaa gjerne tjene mig? Velan, jeg antager Deres Venskab. De skal strax give mig Prøve derpaa. Ikke sandt, De har tænkt at rejse om nogle Dage? De bliver, jeg trænger til en Mands Beskyttelse. Min Fader maa i Morgen afsted til Frankrige. De kommer til mig hver Dag, for at underholde mig, for at besørge mine Forretninger, for at beskytte mig. Vil De, kan De?“
Jeg lovede Alt. Kun gjorde jeg hende og Faderen opmærksom paa, hvad Folk vilde tænke om denne Forbindelse.
„Det er min Sag“, svarede hun hurtig. „Hvad Folk tænke — det er jeg vant til at sætte mig ud over; og hvad De end selv tænker, — De skal lære mig nøjere at kjende, og jeg skal ikke tabe derved. At jeg nu forekommer Dem indiskret, for at bruge et mildt Ord, — det faar ikke hjælpe.“
Næste Dag gik jeg hen til hende og fandt den unge Don Lamas hos hende.
„Gud ske Lov, De kom!“ raabte hun mig imøde — „befri mig fra denne Herres Paatrængenhed. Jeg er ham Forbindtlighed skyldig; men jeg er ikke vant til at aftvinges Betalingen for en Tjeneste.“ Den stolte Adelsmand saa forbitret paa mig: „Vos lo protetor della Sennora? deste quando, con permission?“ — „Dem lige meget; Donna Palina befaler Dem at gaa, og De adlyder, eller —“— „Muy fiel y seguro, Sennor. Men det behager mig at blive.“ Han trak sin Kaarde og foer ind paa mig, der var ubevæbnet. Et Øjeblik, og jeg havde været gjennemboret; men Pigen, hvis Blik fulgte hans Bevægelser, styrtede imod ham fra Siden, saa at hans tynde Klinge løb ind paa Væggen og sprang. I det samme greb jeg ham i Skulderen. Men med Kraft sled han sig løs og var ved Døren. Spottende raabte han: „Por l’amador bienafortunado! mas venganæa, vengança!“
Neppe var han ude af Døren, førend hun slog begge Hænderne for Ansigtet og brast ud i en Taarestrøm. „O gode Fremmede! jeg er dog en svag, stakkels, hjælpeløs Pige! Gid jeg altid havde følt det, saa
