„Nu kan De hente min Fader og føre mig til Vogns,“ sagde hun idet hun rejste sig. „Hvis De ikke er alt for bange for mig, saa — — dog nej, nej! bliv kun borte; De er mig uudstaaelig! Lev vel, og af mit ganske Hjerte Tak for i Aften.“
Jeg var underlig tilmode, da jeg næste Dag, overvejende den synderlige Underholdning, gik op og ned i den duftende Have ved min Verts Hus. Han kom i Morgenfrak ud til mig og bestormede mig med Spørgsmaal. „Thi De, De maa vide Noget om hende, hvis der er Noget at vide om denne besynderlige Dame. Saaledes som med Dem har hun aldrig indladt sig med noget Menneske her; sig mig, er hun forrykt eller —?“ Saaledes gik det i Et; men jeg forsikrede, at jeg havde mere end nok med de Spørgsmaal, jeg gjorde mig selv.
Nogle Dage løb hen, og Tilberedelser til min Afrejse sysselsatte mig og bragte mig til mindre ofte at tænke paa Dem. Palin, — da en Aften fildig en Mand traadte ind i mit Værelse. Det var til min Overraskelse Hr. Palin.
„Undskyld min Paatrængenhed“, sagde han; „Omstændighederne ere presserende; vil De vel bevise mig den Artighed at ledsage mig til mit Hus?“
Jeg greb min Hat med et ilsomt „Tout à l’heure!“ og ilede med en mig selv uforklarlig Længsel afsted, næsten foran min Ledsager. Ved min Indtrædelse fandt jeg et Par elegante, i nyeste franske Smag møblerede Værelser. Hr. Palin bød mig sidde ned og aabnede med sagte Trin en Dør til et Kabinet, der oplystes af en Maaneskinslampe.
„Hvorfor bringer Du (tu) ham ikke?“ raabte hun ham heftig imøde.
„Hvorfor?“ svarede vranten den Gamle; „hvoraf ved De (vous) saa vist, at han kommer?“
„Foudre! han er der jo; han maa jo være der. August, kom ind!“ — Jeg kom, jeg styrtede hen for Sofaen, hvor hun laa; jeg greb begge hendes Hænder; jeg var ude af mig selv.
„Hvad skal denne Heftighed til?“ spurgte hun med en fjernende, iskold Forundring. „Jeg forstaar mig ikke paa Dem. Eller interesserer De Dem virkelig saa meget for mig?“
