Palmyra.
1.
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden! sagde den gamle Grosserer Falster og saa paa sit Ur. „Ja, min Taalmodighed er længe siden borte“, svarede hans Datter, den lysøjede Rikke; „nu er Thevandet tredje Gang gaaet af Kog.“ „Bare Drengen ikke er kommet Noget til“, mente Moderen, og saa ængstlig imod Døren. Mina sad taus og strikkede; men hendes blussende Kinder og stigende Barm forraadte, at hun ikke var den Ligegyldigste iblandt dem. „Hør, Thore“, raabte Falster ud af den aabne Dør, „har Du seet rigtig paa Tilsigelsen; har min Søn virkelig bestilt Hestene til Kl. 4?“ — „Der kan De selv see“, svarede Gjestgiveren, og rakte Skydsseddelen. Men i samme Øjeblik rullede en Rejsevogn ind over Gaarden; en ung Mand sprang ud, og med et højt Glædesraab styrtede den glade Familie sin længe savnede Yndling imøde. „Min Moder, min Fader! Rikke! Mina!“ raabte den overraskede Rejsende, og tumlede fra den Ene til den Anden. Glædestaarer trillede ned over Alles Kinder, og den fromme Moder foldede sine Hænder og takkede Gud. „Stille nu, Børn!“ afbrød endelig Falster den glade Tummel; „Rikke, tænk paa din The, der er gaaen af Kog. Stop Dig nu en Pibe, min Søn, drik og hvil Dig ud; Du trænger vel til det. Lad nu alle Spørgsmaal fare, Børn; der kommer jo en Dag i Morgen ogsaa. Men for Pokker! det er allerede ganske mørkt; Anton kan jo ikke see at faa Koppen til Munden. Bring Lys ind, gamle Thore.“ Lyset kom ind, og de nysgjerrige Blik faldt nu paa engang paa den elskede Anton, som i samfulde fire Aar havde været borte i langt fraliggende Lande. Men med Forfærdelse bleve de Alle var, hvilken voldsom Forandring der var foregaaet med den unge Mand.
