drig, aldrig! Det gjør jeg aldrig! Saaledes kan ingen Fader ville tilliste sig Offeret af sit Barns Lykke. Nej, nej, Rossing! Sig ham kun fra mig, at jeg ikke kan, ikke vil! Dog nej, jeg vil sige ham det, jeg selv. Lad mig alene, min kjære, kjære Ven, min Eneste i Verden! Lad mig en Time alene med min Smerte! Jeg skal komme ud til dig; gaa ind i vort Havehus.“ Hun trykkede mig heftig op til sig, og skød mig sagte ud af Døren. Med rolig Fatning kom hun atter efter et Par Timer ned til mig. „Min Ven! Jeg har taget mit Parti. Skilsmissens Øjeblik er nær; du maa bort, Adelaide tør ikke længere være lykkelig. Thi se, jeg siger min Fader, at jeg veed, hvorledes han vilde bedrage mig; jeg maa sige ham det, Rossing; thi endogsaa i en saadan Faders Øjne vil jeg ikke ansees for en utaknemmelig Datter, og havde han oprigtig og kjærlig lagt sin Skjæbne i min Haand, — jeg maatte, o jeg maatte gjøre det skrækkelige Offer. Men endnu har jeg Haab. Her overleverer jeg dig et Brev; rejs strax hen til Versailles. Der bor en gammel Onkel af min Fader. Giv ham mit Brev; læg dine Forestillinger til mine, og bed ham kaste sig for Kongens Fødder og redde det Navns Ære, han bærer. Han vil endnu, skjønt længst ude af den virksomme Verden, have Indflydelse nok, for at kunne forekomme en gammel fransk, anseelig Families Vanære. Saaledes vil Kabalen rystes i sit Inderste; idet Alt er færdigt, skal vore Fiender se deres Regning uden Resultat. Man vil vel bringe min Fader i Rolighed, men lade ham gaa i Fred til sine Godser. Tror du, jeg har Uret?“ —
Virkelig syntes denne Fremgangsmaade ikke at mangle Haab om Held, og den var i alt Fald den eneste, der lod sig vælge. Efter at jeg havde bedet Adelaide, saa meget som muligt skaane mig, naar hun maatte erklære Vicomten, at jeg havde betroet hende Mere, end der var mig tilladt, sluttede jeg den Elskede inderligt i mine Arme og tog Afsked med hende for dette Liv. Intet Ord om min, om hendes Smerte! Det er nok at sige, at inden faa Timer sad jeg i følesløs Bedøvelse i Vognen. O Himmel! Jeg troede at have afbetalt min Gjeld for de salige Timer, Kjærlighed havde skjænket mig; jeg anede ikke, at den strenge Skjæbne havde endnu opbevaret mig en skrækkeligere Lidelse. Men lad os fortsætte.
