Næste Morgen, da jeg stod op, var Vicomten allerede rejst, Tjeneren bød mig ned i Havehuset for at spise Frokost. Jeg traadte ind med højt bankende Hjerte. Adelaide kom mig imøde i en hvid, simpel Kjole, med en Straahat paa Hovedet. „Goddag, min kjæreste Ven. Jeg har overtænkt, hvorledes vi skulle mage det for imedens disse tre Dage at være ret lykkelige. Vi blive alene her i den lille Bygning fra Morgen til Aften. Her er din Plads, der er min; her inde staar mit Instrument, i Skabet har jeg bragt vore Digtere. Mademoiselle Rinol er syg og vil ikke gaa ud; den gamle Delapret spiser altid paa sit Værelse, naar min Fader ikke er her. Velan, lad os høre hinanden til; lad os glemme at der gives andre Forhold, end det imellem harmoniske Sjæle!“ Jeg omfavnede hende; jeg var henrykt; jeg glemte alle Betænkeligheder og følte mig ubeskrivelig lykkelig. Gulvet var bestrøet med hvid Sand, Frokosten var serveret i smaa Kurve; foran mig stod et Glas Vin, foran hende et Glas Melk; Alt var saa simpelt, saa indbydende. O lad mig heller tie, end med de matte Ord beskrive disse fortryllende Timer! De henfløj, som Tonerne fra Adelaides Fortepiano. Tjeneren maatte kun bringe os vor Mad; Adelaide dækkede selv Bordet, udtog Fadene af Kurven og satte den blinkende Bourgogne foran mig. Vi manglede intet Øjeblik Underholdning. Naar vi havde spist, gik vi at spadsere i de grønne Hækker, og naar det begyndte at skumre, tændte Adelaide vore Lys og fremtog sit Strikketøj, eller satte sig for Klaveret. Den skjønneste Ro gjennemflød vore Hjerter; jeg ved kun een eneste Gang, det var den anden Dag, — Skumringen, den uforstyrrede Ensomhed, de ungdommelige Sandser havde forenet sig imod os — Blodet skummede stormende i mine Aarer, og Adelaides Aandedrag forraadte hendes Bevægelse. Vore Øjne vare fastheftede paa hinanden; min Arm slyngede sig tæt om det ranke Liv, hendes Hoved lænede sig tilbage. Men paa een Gang, lige som havde een og samme Tanke i eet Øjeblik grebet os begge, paa een Gang rejste vi os, rakte hinanden Haanden med Inderlighed, og traadte ved hinandens Side ud i det Frie. En Tid lang gik vi stumme op og ned ad Alleerne; derefter tog jeg rolig hendes Haand, trykkede den til mine Læber, og førte hende ind i
