gende. Jeg stod mismodig i et Vindue og hørte med Uvilje de smigrende Venskabsforsikringer, der strømmede over de flydende Læber. De omfavnede sig og gik Arm i Arm ind. Jeg gik derpaa ned i Haven, sysselsat med mine Følelser. Endelig kom Adelaide for at opsøge mig. „Min stakkels Fader,“ sukkede hun; „han føler sig meget ulykkelig. Sveddraaberne staa paa hans Pande. Jeg frygter, han vil tage sig sit Fald saare nær.“ — „Hvem er denne Dupreuil?“ — „En slet Karl, tro mig, han lader ikke denne Lejlighed til Hevn og Fordeel ubenyttet.“ Adelaides Taarer rullede over de skjønne Kinder, jeg trykkede hende op til mit Bryst.
Ved Middagsbordet var Dupreuil meget tankefuld; han behandlede Vicomten med særdeles Agtelse, men syntes ganske fortryllet af Adelaides Yndigheder. Denne følte Indtrykket af sine Fortrin, og datterlig Ømhed bragte hende til at gjøre Alt for at vinde den lige saa modbydelige som paatrængende Mand. Vicomten bemærkede med Tilfredshed den Virkning, Adelaides Opmærksomhed havde, og et Glimt af Haab oplivede ham. Efter Bordet talte de to Herrer endnu en Tid sammen i Enrum, og da Dupreuil endelig var borte, kom Vicomten ind til os med en let og munter Mine. „Jeg begynder at haabe, mine Venner! og eder, min hulde Datter, skylder jeg nogen Del af mit Haab. Fra det af, Dupreuil havde talt med eder, fik Alt en bedre Farve. Nu, man maa ikke tabe Haabet; det var det, der laa paa Bunden af Pandoras Æske. I Morgen, min Datter, gjør jeg en liden Rejse til Hovedstaden. Lad ikke Tiden falde eder lang her ude, min kjære Rossing: I maa forestille Værten her imedens min Fraværelse. Inden tre Dage haaber jeg at være tilbage. Adelaide rødmede, og jeg, jeg bukkede med en Forvirring, som skulde have indjaget enhver Anden den mest grundede Mistanke; men Branché var alt for sysselsat med sin Stilling.
Virkelig, jeg befandt mig i en lige saa smigrende som farlig Situation. Det er vel sandt, at Selskabsjomfruen og den gamle Adelsmand foruden Tjenerpersonalet delte vor Ensomhed; men hvad den Sidste angaar, ham saa man kun ved Bordet, og Selskabsdamen, jeg ved ikke om det kom af Lyst til Ensomhed, eller hun troede dermed at gjøre os nogen Tjeneste, lod sig altid først kalde.
