nemlig en Aftenstund for hende i Göthes Valgslægtskaber, og kom til det Sted, hvor Ottilie afskriver Edvards Opsats, og hvor Edvard til sin Forundring og Glæde finder, at hun under Afskrivningen stedse mere og mere har antaget hans Haandskrift, saa at han til Slutning ikke kjender hendes Bogstaver fra sine egne. Jo nærmere jeg kom til det Sted, desto mere forlegen blev jeg, desto møjsommeligere stræbte jeg at antage en ren tydsk Udtale, og des usikrere blev min Stemme. Jeg stammede, vendte et og samme Ord flere Gange om i Munden, og greb endelig til den Udtale, som jeg troede var mindst lig med Adelaides; og tilsidst blev det dog næsten ved den Akcent, som jeg vilde fly. Hun saa nogle Gange forundret paa mig og forvirrede mig derved end mere, indtil jeg kom til Edvards Udraab: „Das ist meine Hand! Ottilie! Du liebst mich!“ da forundredes hun ikke mere; da forstod hun min Forvirring, og da sænkede hun det skjønne Hoved. Jeg standsede, det var mig umuligt at fremsige endnu to Ord. Mine Knæ skalv, jeg rejste mig taus og tog min Hat. „I Morgen, Mademoiselle, dersom det behager eder, ville vi begynde paa Wilhelm Tell.“ — „Ja, om I saa synes, Hr. Rossing“, var det ængstlige Svar, og naar ikke vore Øjne havde mødtes, idet jeg allerede stod i Døren, skulde man troet, at der var imellem os et fiendtligt Had. Paa Trappen mødte mig Hr. Vicomten, der efter et Par Spørgsmaal om, hvorledes min Eleve tilfredsstillede mig, indbød mig til et Landparti den følgende Eftermiddag.
Med bankende Bryst traadte jeg ind i den pragtfulde Sal paa Branchés Lystslot, der laa en liden Lieue udenfor Hovedstaden. En Samling af Noblesse opfyldte allerede den lange Rad af Værelser. Den fine Anstand, blandet med let Fortrolighed, hvormed Adelaide modtog min Hilsen, gav mig noget Mod, den Opmærksomhed, man efter Vertens Exempel viste mig fra alle Sider, gjorde mig det nødvendigt at samle mine Aandskræfter, for at vedligeholde en Samtale, der snart blev levende. Aftenen henflød ret behagelig; man gav Musik; Adelaide viste sig for mig i en ny Fuldkommenhed, idet hendes Haand aflokkede Fortepianoet de mest henrivende Toner. Ved Bordet gik Samtalen ud over de senere Aars Omvæltninger i Frankrige, og man var uudtømmelig i at rose Ludvig den XVIIIde paa Napoleons Bekostning. Alt
