for at synes at prale, virkelig nævne de med den største Forsigtighed og Beskedenhed, hvad Lidet der var at sige om vor Dannelse, kunde jeg dog bemærke, at hendes Forundring kæmpede med Mistanken om min Oprigtighed. „Til Slutning“, blev hun ved, „holde I Eder vel endog for bedre end os, eftersom I hylde den tydske Skole, for hvilken vi stakkels Franske Intet gjelde.“ — „Jeg negter Eder ikke, Mademoiselle, at den største Del af vore Litterære elske hellere sin Middelmaadighed i at ligne de tydske Mønstere, end de beundre eders Mestere.“ — „Hvorfor ikke! Men det synes mig dog barnagtigt, at ringeagte Mestere, i det Øjeblik man erkjender dem derfor, om endogsaa de ere af en fremmed Skole. Jeg vil sige eder et Exempel. Hvorledes skulde Nogen kunne eller ville skrive som Homer? hvilket mere Elendigt lod sig læse, end en moderne Iliade? og dog ere Alle, formodentlig ogsaa i eders Land, enige i at beundre den uopnaaelige Digter. Derfor skriver, som eders Nationalitet og Opdragelse fordrer det, i Tydskernes, eller Englændernes, eller om I ville i Braminernes Aand, men tror ikke at kunne dadle vore Mesterverker, fordi I ikke forstaa eller ville forstaa den Skole, hvoraf de ere oprundne.“ — „I Sandhed, Mademoiselle, jeg ønskede endnu længe at repræsentere mine Landsmænd, for at beundre og fortrylles af eders Jrettesættelse; men siden I ikke synes at ville tilføje Mere, maa jeg betro eder, at jeg ikke deler den almindelige Vildfarelse.“ — „Og jeg, Monsieur, vil til Gjengjeld tilstaa eder, at jeg er saa tydsksindet, som det er muligt for en fransk Pige, som ikke ved et tydsk Ord. Madame Stasl har indgivet mig saa stor Agtelse og Kjærlighed for den tydske Litteratur, at jeg vilde lære Tydsk i Morgen, dersom jeg fandt en Sprogmester, som jeg kunde lide.“ — „I aftvinger mig et ubeskedent Ønske, Mademoiselle.“ — „Og dette ubeskedne Ønske, Monsieur, bevæger mig til at gjøre et maaske uartigt Spørgsmaal: afgiver I eder med saadanne Forretninger som at informere?“
Jeg greb den fortryllende Lejlighed, idet jeg svarede, at jeg gjerne modtog enhver Lejlighed til ved Undervisning at kunne skaffe mig Underholdning i Frankrige paa nogen Tid. I det Samme kom en Livréetjener ind med den forglemte Nøgle. „Naar saa er“, vedblev Damen, „saa beder jeg eder, at I i Morgen hilser paa min Fader, jeg ønsker
