geligt afbrudt, maatte jeg dog, ifølge Velanstændigheden, tage det op og se op ad, om jeg kunde opdage den, der havde mistet det. Virkelig saa jeg strax i anden Etage et Fruentimmerhoved, der ængstlig kastede fine Øjne paa mig, idet jeg holdt det i Vejret. Jeg maa frem igjennem Trængselen, efter at have talt Logens Nummer i Rækken. Man anviser mig Trappen og Døren. Jeg træder ind, men idet jeg vil lukke, springer Døren i Laas. En ung, skjøn Dame iler mig i Møde og modtager den tabte Skat med en uendelig elskværdig Mine. Jeg anbefaler mig, men — hvad er at gjøre? Døren lukket, og indenfra lader den sig ikke aabne, fordi Damen har glemt sin Nøgle og ladet sig lukke ind ved Inspektøren. Alt dette sagde hun mig i to Ord, men med en ligesaa elskværdig Forlegenhed, som uskyldig Fortrolighed. Det var til mig at bringe hende ud af denne Forlegenhed; men min, hvad skal jeg sige? Den norske Forknyttelse negtede mig Ord. „Sæt eder da, Monsieur“, sagde hun endelig, lidt ærgerlig; „jeg ser, at det er eder endnu mindre behageligt end mig, at befinde eder i Selskab med en Fremmed. Hav Taalmodighed en Akt; naar den er ude, kommer Opvarteren ind, og I er fri.“ Det var Tid for mig at sige noget Forbindtligt, og jeg havde det paa Læberne; men hun skød mig hen paa en Stol og bad mig kun høre til. Jeg henvendte da min Opmærksomhed paa Stykket; men kun for det Halve; thi det var mig umuligt, ikke at iagttage Indtrykket af ethvert skjønt Sted paa min hulde Naboerske, og virkelig nød jeg Stykket saaledes som ingensinde jeg har nydt noget Skuespil, idet jeg hørte Spillet og saa Kritiken derover i et Moment. Akten var endt tidligere, end jeg kunde ønske. Hun saa sig et Par Gange om til Døren, men begyndte imidlertid med en indtagende Stemme at tale et Par Ord om hvad vi havde seet. I Samtalens Løb fortalte jeg hende, at jeg var Nordmand, og at vi ogsaa i Christiania havde opført de to Dage. Hun vilde ikke ret til at tro mig, og forsikrede mig, at kun mit eget Væsen gjorde det muligt for hende at forestille sig, at vi i Norge kunde spille Komedie. „Hvis det ellers er saa“, lagde hun til, „at I virkelig er en Nordmand.“
Jeg maatte nu fortælle Alt det, som lod sig fortælle om mit Fædreneland, dets Litteratur, dets Kunstnere; og uagtet jeg, ved Frygt
