Vicomtens Datter.
Ogsaa jeg var i Arkadien! Gode Gud, hvor mange Dødelige elske ikke dette Udraab, og finde en Lyst fuld af Smerte og Vemod, idet de gjentage det hundrede Gange! Hvor meget Bittersødt ligger der ej i Ordet Var! Hvad jeg var, kan jeg, saa længe Mindet lever, aldrig ganske ophøre at være, og dog bliver jeg aldrig det, som jeg var. O, ved Seinens Strande, der laa mit Arkadien, og imedens jeg endnu aander, skal jeg aldrig glemme, at jeg var lykkelig ved Seinens Strande. At man kan sige, jeg forstaar ikke mere at skrive rent mit og eders Sprog, kjære Landsmænd! Hvorfor undre sig derover, fra det man ved, det var der, der hvor jeg var saa lykkelig. Nu vel da! jeg vil fortælle eder min lille Historie, saa meget som det er mig tilladt at nævne Ting, som angaa endnu Levende, og saa meget som den Ulykkelige kan beskrive, hvad den Lykkelige nød.
Fem Aar havde jeg henlevet paa det lystige Rejseliv, gjennemflagrende Tydskland, Italien og Frankrige. Endnu kunde jeg ikke overtale mig til at vende hjem til det mørke Kontor, hvor man ventede med Længsel efter at se Frugterne af en saa langvarig Rejse, der ikke havde været uden Omkostninger. Endelig, „endnu to Maaneder i Paris, og jeg er eders“, skrev jeg min Fader til, og ilede at nyde de fidste Uger af den Guldalder, Skjæbnen havde tildelt mig.
Det var en Aften, jeg gik hen at se les deux journées, denne Dronning iblandt Syngestykker, hvorom Gølke selv siger, at det er det bedste som han kjender. Jeg havde sat mig; Teppet rullede op; man begynder; Spillet er fortræffeligt og jeg er fortryllet. Paa engang falder et Etui ned fra en Loge og foran mine Fødder. Skjønt ubeha-
