det virkelig: men fra det Øjeblik af, da De erkjender det, maa jeg ophøre at være hans Moder. Jeg tilgiver Dem Deres Formodning, thi den er naturlig, og De deler den med den hele By; men De tager fejl. Drengen er Deres. — De studser, og naar jeg nu siger Dem, at han er den ulykkelige Karens Søn, hvem en vis Sergeant Vilhelmsen —.“
„Store Gud!“ raabte Soller og tumlede sansesløs hen paa en Stol, hvor han blev siddende med Hovedet i Hænderne. En bedøvende Vegt sank ned over hans Sanser, og først efter en Times Forløb vendte han sig forvildet i Vejret. Han var alene, men igjennem den aabne Dør saa han Elise sidde med sit Sytøj og afviske hemmelig de hyppige Taarer, imedens Barnet, hans Barn, fornøjet sad paa en liden Skammel ved hendes Fødder, og bladede i en Billedbog. Med usikre Trin traadte Soller frem i Døren. Da tog han det med Inderlighed paa sine Arme og gik hen til Elise. „Hvor er Karen? Er det muligt, at jeg kan afbetale en Del af min skrækkelige Gjeld?“ — „Hvad vil De?“ spurgte Elise alvorlig. „Hvad jeg maa gjøre, egte hende.“ — „Hun har fritaget Dem derfor, ulykkelige Mand! da Deres Barn aabnede sine Øjne, lukkede hun sine; jeg hørte hendes sidste Suk; det var for Dem.“ Soller græd højt og skjulte sit Ansigt ved Barnets Bryst. Paa engang slog han sine Hænder sammen og raabte: „Og Du, Clise, store, ædle Væsen! hvilken mageløs Ædelmodighed! — O, nu fatter jeg først, hvor uhyre mit Tab er. Eller — dog nej ! jeg er alt for uværdig til at bede om den Salighed, jeg saa skjændig har forskjertset “ —
Elise syntes ikke at ville forstaa ham. Endelig spurgte hun, hvad han vilde gjøre med Drengen. „O, behold De ham, lær De ham at være god!“ sagde den bedrøvede Fader og betragtede rørt den Lille. Tillad mig at sørge for hans Fornødenhed og — endnu en Bøn — stundom at se ham hos Dem.“ Elise rakte ham Haanden med Venlighed, og bragte ham Barnet, at han skulde kysse det.
Soller forlod med inderlig Smerte den sjeldne Pige, og ilede faa Timer efter til sin ensomme Bolig. Af og til besøger han sit Barn og vender altid tilbage med fornyet Agtelse og Kjærlighed for den ædle Elise. Ganske er ikke Haabet om at gjenvinde den Elskede slukket i hans Barm; om dette Haab nogensinde kan gaa i Opfyldelse, maa Fremtiden afgjøre.
