Christian Frederiks Rolle var udspillet, og den 4de November havde knyttet det nye Baand mellem de to Naboriger. Mangen brav Soldat havde tabt Lysten til sin Stand; Soller var iblandt de Første, der søgte Afsked. Dette kunde han saa meget lettere, som en betydelig Arv var tilfalden ham, og med et Bryst fuldt af Haab og Længsel ilede han fra de nys modtagne Ejendomme til in Elise, hvem han nu kunde tilbyde Rigdom og Overflod. I flere Uger havde han Intet hørt fra den kjære Pige, hvis Sjæls- og Legems-Fuldkommenheder malede sig for hans Indbildningskraft med de skjønneste Farver. Endelig saa han Elises Bolig foran sig. Det var en mørk December-Aften; Sneen føg tykt omkring ham, og Hesten slæbte sig udmattet frem igjennem den tilsneede Bygdevej. Gaardskarlen kom ham sørgende imøde, da han standsede. „Ja, det vil nok blive vanskeligt at modtage Kapitainen i Aften, for vor gode Husbonde ligger paa det Sidste, og oplever vist ikke næste Morgen.“ — „Er det muligt?“ spurgte Soller forskrækket. „Og Frøkenen?“ — „Nu, hun sidder ved den Gamles Seng, kan De tænke.“ — „Arme Pige! Men tag kun imod min Hest; jeg maa endelig blive her.“ — „Ja — men.“ — „Som je:g siger Dig; jeg har vigtige Ting at sige den Gamle.“ — Han gik sagte ind, kastede sit Rejsetøj af i det mørke Forværelse, og traadte ind i Sygestuen. En gammel Pige traadte frem bag Skjermbrættet og fortalte ham, at den Syge nu var noget livligere, og havde formaaet den udmattede Datter til at hvile sig et Øjeblik. Justitsraaden hørte den Fremmedes Røst, og kaldte Kapitainen til sig, idet han med Blidhed takkede for hans Besøg, og glædede sig over at kunne overdrage til en brav Mand adskillige Forretningssager, der endnu laa ham paa Hjertet. Under Samtalen ytrede den Døende sin Bekymring over at efterlade den elskede Datter ensom og uden Støtte i Verden. Med glad Rørelse greb Soller Oldingens Haand og fortalte ham Hensigten af sit Komme. „Er det muligt! Bliver min Elise Deres! og det vilde hun dølge for mig! Nu Gud velsigne Dem, saa dør jeg rolig. Ak, hvor er hun dog henne? Gaa hen, kjære Søn, og se, om hun endnu sover!“ Elise havde hørt den Gamles Ord, idet hun var traadt ind i Kammeret. Med inderlig Græmmelse paa de blege Kinder traadte hun hen for Sengen, og kyssede den Syges Pande. „O,
