Vi bleve herligt modtøgne, og den lille Karen løb af med mit Hjerte. Den stakkels Glut forvildede mig saaledes ved sin uskyldige Hengivenhed, at det blev mig umuligt ganske at afbryde Legen. Igaar rejste jeg Daare derhen igjen, og ved Gud, Broder, Lieutenant Soller vidste ikke et Ord deraf! — Sergeant Vilhelmsen lovede Pigen sin Haand.“
Længe stirrede den ærlige Lossing hen for sig. Endelig sprang han op. „Fy, fy, Soller! Det var nær ved at være en Skurkestreg, ja ret betænkt, ved jeg ikke noget pynteligere Navn paa din Opførsel. Hvad har Du nu i Sinde videre? Ikke sandt, Du har endnu en Hoben Blomster at plukke, og naar hun saa har lutter Torne tilbage, saa — saa griner Satan og Lieutenant Soller leer vel oven i Kjøbet Bassen til!“ — — „Kapitain!“ raabte Soller opbragt, „hvad er det for en Tone?“ — „Det er en ærlig Mands Tone, Bror!“ svarede Lossing heftigt, „en skikkelig Karls, som i dette Øjeblik ingen helligere Pligt kjender, end at redde hvad der endnu staar til at redde — Pigens Ære.“ — „Hvad har Du i Sinde?“ spurgte Soller spændt. — „At sadle op og ride hen til Pigen, og sige hende at en — — en — ja ved Gud, en slet Karl har narret hende.“ —
„Holdt, holdt, det gaar for vidt!“ fnysede Lieutenanten, og tog i Sabelgrebet. „I Morgen“, svarede Lossing kold, „er jeg til Tjeneste, hvis Du ikke betænker Dig, Kammerat, men i Dag bliver Du rolig her. Her er Tjenestesager, som jeg maa bede min Lieutenant expedere, — hvis ikke arresterer jeg Dig.“ Soller skar Tænder; Lossing raabte ud efter sin Hest og klædte sig ilsomt paa. Da han greb efter Huen, traadte Soller hen imod ham. „Bror! Du har talt mig vel haardt til; men skyldig er jeg. Gjør som Du vil, men spar din Kammerats Navn og far sagte med Pigen. Gud give, jeg var Sergeant!“ Kapitainen rakte ham alvorlig Haanden og lovede Forsigtighed og Skaansel.
Da Lossing kom tilbage, undveg han synligere Soller, og denne, hvis onde Samvittighed slog ham med tusinde Nelder, vovede ikke at spørge. Faa Uger efter erholdt Soller Kompagni og forlod med hemmelig Glæde sin strenge Kammerats tause Bebrejdelser og den nu saa forhadte Egn.
