End Du ej Gudinden saa,
Fik kun hendes Rost at høre;
Men til tro dit Sværd at føre
Dette Kys Dig vie maa.
Elise læste et Par Gange Sollers Vers ved den sparsomme Belysning og rystede paa Hovedet. Endelig tog hun Bladet og sang Versene saaledes:
Unge Herre! Norges Mø
Ej befatter sig med Klinger;
Vi den selv, naar Du den svinger
For at sejre eller dø.
Kan Du uden Kys ej slaa,
Søg da efter, hvor Du finder
Slige venlige Gudinder,
Hvor Du Snese Kys kan faa.
Soller var overrasket, paa engang beskjæmmet og henrykt. Skjønt hans poetiske Talent ikke havde stort at betyde, bildte han sig dog ikke saa lidt ind deraf; men her saa han sig overtruffen af en Pige, der saa aldeles fordringsløs havde ligesom givet ham en enkelt Straale af al den Rigdom, hendes Sjæl besad.
Klog vidste han imidlertid at holde sine Følelser tilbage, og affekterede en sønderknust Synder, for at gjøre sig værdig til at opmuntres igjen af den hulde Pige. Ved denne Kunst vandt han ogsaa, at hun, efter at have ventet over to Timer paa Skydsen, tillod, at han satte sin Slæde tilbage og førte hende med sin Hest videre. Han holdt udenfor hendes Hjem, og hvor behageligt blev han ikke her overrasket, da Elise sagde: „De er nu kommen til Kvarteret, min galante Ridder. Min Fader, Justitsraad Winther, har paa sin Indkvarteringsbillet Navnet Lieutenant Soller.“ Elise hoppede, med en venlig Tak for Skydsen, ind i Stuen, og strax derpaa kom Sollers egen Betjent ud for at modtage sin Herre og anvise ham Værelse.
Næste Morgen traadte den gamle, venlige Justitsraad Winther ind
