Soller kunde ikke bare sig for under et passende Paaskud at lade sin ventende Hest bie en Times Tid, imedens han fortsatte det interessante Bekjendtskab. Frøkenen fremtog af sin Sypose nogle Stykker Smørrebrød, som hun delte med sin galante Ridder, der paa sin Side overtalte hende til at drikke et Par Glas af hans medbragte Rhinskvin.
Af og til kradsede han i de usle Kakkelovnsgløder, og forlangte fra Folkestuen mere Ved; men den skjelmske Pige, der mærkede hans Hensigt, satte sig altid saaledes, at den sparsomme Belysning slet ikke faldt paa hendes Ansigt. Endelig blev han utaalmodig og forlangte, at hun skulde vende sig om for at demaskere sig, at han kunde see de skjønne Læber, der saa længe havde fortryllet ham. Men hun lo og nynnede et Vers af en bekjendt Maskeradevise:
Tidt en nysselig Gudinde
Under Masken tryller Dig;
Ej Du ved, hvad Du vil finde,
Naar hun demaskerer sig;
Vogt Dig vel, at ej Dione
Bliver til en tandløs Kone.
„Fortræffeligt! Men jeg lader det komme an derpaa!“ — udbrød Ridderen tillidsfuld. „Men jeg ikke, min Herre!“ svarede Damen og slog ham over Fingrene, idet han vilde føre hende til Lysningen. „Maskefrihed!“ — „Velan da!“ svarede Soller, „men siden Maskefrihed skal være Frihed, saa tag ikke min ilde op. De har nylig ladet høre en Stemme, der just ikke plejer at tilhøre tandløse Kjærringer; jeg beder Dem, syng endnu lidt Mere!“ Elise føjede ham, sang med en fortryllende Røst et Par Vers af Dreiers stolte Krigssang:
„Op Fjeldbygd med Fædrenes Styrke!“
og klinkede med ham paa Norges Held. Begejstret rev Soller et Blad af sin Tegnebog, nedskrev følgende Vers og rakte hende dem med Anmodning om, at hun ogsaa vilde afsynge disse.
Unge Kriger! Valhals Mø
Vier her til Kamp din Klinge;
Tappert Du for Nor den svinge
For dit Norge lev og dø!
